Opbevaring til puslegrej

Puslegrej_bleerI forbindelse med, at vi skulle indrette vores nye sommerhus, blev det selvfølgelig også nødvendigt med en pusleplads til børnene. Til det formål skulle jeg bruge noget opbevaring til bleer, vådservietter m.m.  Mit udgangspunkt var to søm med 41 centimeters afstand, som sad umiddelbart over puslepladsen.

Min plan var, at sy et ophæng med lommer og en speciel holder til vådservietterne. Som altid med mine projekter havde jeg det hele inde i hovedet. Så skulle det så bare omsættes til praksis.

 

Puslegrej_servietterJeg syede en kvadrat (ca. 50 x 50 cm) ud af et stykke kraftigt, hvidt stof. Derefter syede jeg to lommer på til bleer, creme m.v.

Jeg funderede længe over en holder til vådservietter, da denne jo skulle kunne justeres alt efter størrelsen på pakken. Jeg kom frem til denne løsning: Jeg målte op efter pakken med vådservietter og slog to x to pariser-ringe i stoffet hhv. over og under pakken. Jeg trak derefter to stykker bændel gennem ringene (parvist lodret) og bandt en knude på bagsiden. Når pakken med vådservietter efterhånden tømmes, kan man blot stramme knuderne på bagsiden.

 

Puslegrej_oversigtJeg skulle også bruge en anordning til engangsvaskeklude. Den tænkte jeg også længe over og besluttede, at lime en træklemme fast til stoffet. Jeg brugte en god tekstillim og forstærkede også lige med et par sting.

Meningen er, at vaskekludene skal hænge i klemmen, og så kan man blot trække dem af en efter en.

Jeg fandt dog ud af, at det går nemmere, hvis man lige klipper et indsnit i kludene, hvor de hænger i klemmen. Så mangler der ganske vist en bid af kluden når du har trukket den af, men det er vist en detalje man kan leve med.

Puslegrej_kludeJeg slog to pariser-ringe i med 41 centimeters mellemrum til ophæng. Jeg synes, at resultatet er blevet rigtig godt og det løser i hvert tilfælde det behov vi har.

 

This entry was posted in Krea.

Skriv et svar

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.