Jordbærtærte



I anledningen af min fars 70 års fødselsdag havde jeg besluttet mig for at bage en hjemmelavet jordbærtærte. Jordbærtærter smager SÅ godt synes jeg og er tillige meget sommerlige. Desværre er de også meget dyre, derfor forsøget med en hjemmelavet variant.Den er ikke svær at lave, men tidskrævende da der er mange processer (måske er det derfor den er dyr?) og jeg lavede den over to dage. Jeg må sige at resultatet blev virkelig godt. Den smagte simpelthen himmelsk og absolut på niveau med en købekage.Jeg vil skyde på, at der i min tærte var rigeligt til en 8-10 personer. Jeg vil skyde på, at der er for ca. 60-70 kr. i ingredienser i min kage, så der er tillige en besparelse ift. til en købekage. Næste gang kunne jeg godt finde på at bage en dobbeltportion evt. i en bradepande. Jeg har fundet opskriften HER men har også, for nemhedens skyld, noteret den herunder.

Hjemmelavet jordbærtærte
Ingredienser:
Mørdej: 150 gram hvedemel
100 gram smør
50 gram sukker
½ æg

Fyld:
100 gram sukker
100 gram smør
100 gram Ren rå marcipan
½ æg

Creme:
2,5 dl. Sødmælk
½ brev kagecreme
2,5 dl. Piskefløde

Diverse:
100 gram mørk chokolade/ mørk pålægschokolade
500 gram friske jordbær
1 glas ribsgele

Fremgangsmåde;
Mørdej:
Ælt mel, smør, sukker og æg samme til en mørdej og sæt den i køleskabet i mindst en time.
Fyld:
Rør smør og sukker, tilsæt revet marcipan og et ½ sammenpisket æg.

Rul hurtigt mørdejen ud (evt. mellem to stykker bagepapir) og læg den i en smurt tærteform (ca. 23 cm i diameter) læg marcipanfyldet på og bag den ved 200 grader C. alm. ovn ca. 20 minutter (hold øje med at den ikke bliver brændt på kanterne)

Pynt:
Afkøl tærten og pensel den med smeltet chokolade. ELLER læg skiver af mørk pålægschokolade på den lune tærtebund. Afkøl tærten.

Creme:
Rør mælk og kagecreme efter anvisninger på pakken. Stil cremen på køl til det er blevet tykt. Vend flødeskum i cremen og fordel det på tærten.

Pynt med jordbær. Smelt ribsgeléen og hæld den forsigtigt over jordbærrene (kan undlades). Afkøl kagen inde servering.

 

Skriv et svar

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.