Havtornsnaps




 

I lørdags besluttede Maja og jeg os for at cykle en tur. Efter at have cyklet ca. 15 minutter kom vi ud til Kalvebod Fælled, som er et superskønt naturområde på 20 km2. Området blev inddæmmet i starten af 1940´erne som et beskæftigelsesprojekt for at forhindre at danske arbejdsløse blev sendt til Tyskland på tvangsarbejde.

Det inddæmmede område blev tildelt militæret og først i i 1984 blev arealet overladt til Miljøministeriet, der åbnede det for offentligheden. Først var adgangen begrænset, da der lå ueksploderede granater mv. på området. I 2010 blev den sidste granater (på op til 250 kg) fjernet og nu er der fri adgang på (næsten) hele det enorme område.

Jeg var virkelig imponeret over det naturskønne område der også byder på mange dyr. Bl.a. en masse græssende kvæg, dådyr samt et utal af fugle. Faktisk er området udpeget som Natura2000-område pga. de mange fuglearter som overvintrer her.

Nå, men vi cyklede rundt på hyggelige grusveje (som Maja sagde: “det giver sådan en hyggelig lyd st cykle på grusveje) på må og få og pludselig spotter jeg en havtornbusk. Eller rettere mange. Jeg havde læst, at det netop nu er sæson for havtorn, men anede ikke hvor de fandtes i nærheden af os. Nu var lykken gjort, eller næsten, for jeg havde en saks eller lignende med. Og det er altså ikke for sjov at de kaldes havTORN, for for pokker der er mange torne på. Men jeg VILLE have nogle grene med hjem og brækkede et par stykker af og puttede i Majas cykelkurv. Jeg slap ikke for adskillige rifter på fingrene.

Havtorn er et utroligt sundt bær, som kan bruges på mange måder. Et enkelt havtornbær siges at indeholde ligeså meget c-vitamin som en hel appelsin. Min plan var dog klar: jeg ville lave havtornsnaps!

Jeg tog en stor håndfuld havtorn og et par spsk. honning i en patentflaske og fyldte den ca. halvt op med vodka. Og så skal den ellers bare lagre et par måneder. Det bliver spændende at smage.

Jeg har frosset resten af havtornene og tænker at jeg vil lave ingefærshots hvor jeg putter dem i som et ekstra vitaminboost.

Skriv et svar

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.